Skiftedag!

Der var engang, for ikke mange år siden, hvor jeg arbejdede på en god arbejdsplads, en skolefritidsordning, med en super chef, dejlige kolleger og skønne børn. Jeg var på slutløn, ansat indenfor det offentlige. Men Wanderlust sendte mig tilbage på skolebænken fra september 2014 til 1. november 2016, hvor jeg afleverede mit speciale i cand.pæd. i IT-didaktisk design.

Der stod jeg så med mit eksamenspapir i hånden: sidst i 40’erne, nyuddannet, uerfaren og humanist. “Arbejdsmarked; here I come!
Ifølge min a-kasse skulle jeg søge to stillinger pr uge og det gjorde jeg. I løbet af de 11 mdr jeg var på dagpenge blev jeg indkaldt til 3 samtaler. Det er lige så mange samtaler, som min partner fik tilbud fra firmaer, som han ikke havde søgt stillinger hos.. Men han er selvfølgelig også datalog.
Kun en af samtalerne, som jeg var til, havde jeg indtryk af var alvorligt ment. De to andre steder var jeg vist blevet indkaldt, mest fordi de ville “se giraffen”.

For mig var løsningen dimmitendpraktikker. Jeg skrev rundt til nogle firmaer indenfor e-læring, som jeg syntes så interessante ud. På den måde ville jeg opbygge den erfaring, som jeg ikke havde. I første omgang lavede jeg aftaler med to virksomheder: Et startup og en uddannelsesinstitution.
I startup-virksomheden forventede jeg at lære noget om konceptudvikling, innovative tænkemåder og lære af deres umådeligt sympatiske “produkt”.
I uddannelsesinstitutionen forventede jeg at lære noget om at drifte.
Startupvirksomheden viste sig at være “Kejserens nye Klæder A/S”. Måske var det et hint, at ingen af ejerne/grundlæggerne vidste noget om undervisning, pædagogik eller IT, hverken i form af længerevarende arbejdserfaring eller uddannelse inden de grundlagde virksomheden og at firmaets bestyrelse ikke kunne kompencere med tilsvarende?
Den offentlige uddannelsesinstitution som jeg arbejder hos, byder på konceptudvikling, innovative tænkemåder, et akkrediteret “produkt” og der er højt til loftet.

I sommeren for fire år siden, lige inden jeg begyndte at læse, underviste jeg i SFO’ens værksted i limpistol og fingermaling.
Denne sommer udtænker og producerer/kuraterer jeg formidling af kompliceret stof og træning af færdigheder, så de studerende kan lære at bruge deres viden kompetent.

Jeg stortrives og vil bare sige til alle andre, som kan mærke professionel Wanderlust; planlæg og gør det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.