At skabe noget sammen hver for sig

Indledning
Min niece afleverer opgaver i engelsk som lydfil i 10. klasse. Sådan kan hun øve sig og sikre, at hun selv er tilfreds med den udtale, der bliver afleveret og bedømt.
Hendes begejstring får mig til at tænke på hvor dejligt det er, at vi hele tiden lærer at se nye muligheder for anvendelse i vore omgivelsers tilbud. Ikke alle sproglærere er kommet i tanke om den funktionalitet. Men hendes lærer er.

Hjernens plasticitet gør, at vi også neurologisk set står i et dialektisk forhold til vores omverden med de værktøjer vi har til rådighed og vælger at bruge. Min fortid byder på en del arbejde i SFO-værkstedet, som er styret af værktøjer og metoder til visuelle (og taktile) udtryk. Derfor har jeg tænkt hvordan IT som værktøj i første omgang kan understøtte og give mening for og derefter evt ændre det skabende værksted? Kan det overhovedet?

Fra det visuelle til det auditive er der for mig ikke noget langt spring: både øjne og ører er “fjernsanser”, altså noget, som kan registrere omgivelserne på afstand. Syns- og høresansen er dermed de sanser, som vores skoleundervisning er bygget op over: Eleven skal (helst) kunne se og høre hvad der foregår i klassen og på tavlen for at få undervisningen til at give mening. Forståelsen for stoffet bygger derfor bl.a. på hvad eleven har modtaget af sanseinput.

Min studiegruppes udgangspunkt for indsamling af empiri blev Soundation. Det er et gratisprogram udviklet af Google til en form for musikproduktion med lyde, der er indspillet i forvejen, som man kan “stykke sammen” bl.a.
Og med henvisning til min nieces erfaringer med tid og sted, tænkte jeg, at asynkronicitet og steduafhængigheden må være funktionaliteter, der kan undersøges i et værksted. For hvis der er noget, der er svært i dén type værksted jeg har haft med at gøre, så er det at transcendere tid og sted: Malingen står altså et bestemt sted og lader sig kun flytte fysisk og gipsen hærder når man først har tilsat vand og lader sig ikke sætte på pause når først kemien bestemmer tempoet.
Men der må være veje alligevel, som ikke er synlige i første omgang.

Derfor har jeg valgt følgende
problemformulering: “Hvordan bidrager asynkronicitet og steduafhængighed til skabende samarbejde på Soundation?”

Teori og begreber

Den teori jeg har valgt at tage udgangspunkt i er situeret læring, dvs Lave og Wengers teori, hvor
“læring er en integrerende del af den generative social praksis i den levende verden”, (Nielsen, 2013, s. 177)
og at
“Læring betragtes som en identitetsproces, der involverer muligheder for at deltage i praksisfællesskaber. I denne optik anskues viden som medieret og socialt konstrueret og ligeledes noget, der er til vedvarende forhandling mellem deltagerne,” (Nielsen, 2013, s. 177)

“Praksisfællesskaber” er altså mulighed for at agere og skabe sammen med andre.

“Oldtimers” og “newcomers” er de deltagere i praksisfællesskabet, der har været med længe hhv ikke så længe (og derfor formodes at vide og kunne mere eller mindre)

“Asynkronicitet” er ikke-samtidighed i oplevet forstand.
“Synkronicitet” er oplevet samtidighed.

“Samarbejde”: Blandt andre Bang & Dalsgaard (2005) skelner mellem kollaboration og kooperation.
“Kooperation” dækker over samarbejde, hvor opgaver og ansvar er delt og hvor slutproduktet samles af gruppen eller den/dem, der har fået det ansvar. Kooperation egner sig (også) til asynkronicitet. Det er en måde kognitivt at overføre viden til resten af gruppen.
“Kollaboration” er synkron sam-konstruktion af viden.
Grundet empiriens ydmyge omfang og samarbejdets varighed, får deltagerne aldrig rigtigt mulighed for at udvikle relationer og metoder til samarbejdet, og det er derfor svært at skelne begrundet mellem de to former i denne opgave. Derfor vælger jeg at kalde det “samarbejde”

“Soundation” er en applikation, udviklet og stillet til rådighed af Google, som kan tilgås af flere brugere på en gang via Hangout (on Air), som er en videokonferenceapplikation Google også stiller til rådighed. Man kan sætte små og større præinstallerede musik- og lyd”stumper” sammen til et hele og har mulighed for at lægge egne lydfiler ind også til mix af det hele.

Metode og empiri

På modulet “Læringsteorier og teknologi” på uddannelsen IT-didaktisk design fik vi mulighed for at indsamle empiri til et arrangement holdt af og på Århus Hovedbibliotek lørdag den 25. november 2014 fra kl. 10-14.
I studiegruppen “VoksenIT” havde vi et fælles mål med dagen iflg vores fælles blog VoksenIT (2014b):
“Vi vil derfor gerne afprøve Soundation sammen med musiklærere og andre nysgerrige, for at se, om vores setup vil kunne give mening i for musiklærerne i musikundervisningen som et instrument til musikforståelse.”

Vores setup var, at man skulle arbejde sammen to og to i praksisfællesskaber, en oldtimer og en newcomer og vi havde skaffet tre oldtimere (med fra en times erfaring regnede vi stadig med, at vore tre oldtimere vidste mere end folk helt uden forudsætninger), som skulle sidde i Odense, Kolding og Svaneke.
Det hele blev optaget på Google Hangout on air og det ville vi bruge som empiri sammen med semistrukturerede interviews med de deltagende, som skulle optages på video. Efterfølgende er vi kommet i tanker om, at ikke alle involverede har vidst og accepteret, at deres arbejde på Soundation blev optaget til studiebrug. De deltagere vi har kunnet få fat på og få accept af, har jeg inkluderet i mit materiale, de andre har jeg udeladt. Jeg kunne sikkert have valgt at anonymisere deltagerne med lige stor ret, men det har jeg ikke valgt.

Vore “oldtimers” var:
Thomas i Odense, som kom til at arbejde sammen med Eva.
Klaus i Svaneke, som arbejdede sammen med Olav, Andrew og Anonym kvinde.
Niels i Kolding var sammen med Kristine, Anonym mand (2), Klaus og Anonym mand (3)
En af vore “oldtimere” måtte på et tidspunkt afbryde og vi kobler derfor to stationer sammen på biblioteket. Der satte sig en newtimer på hver sin plads og samarbejdede. Det var Hans Andrias og Anonym mand (1)
Alle arbejderne kan findes som link via VoksenIT (2014c)

Vore informanter fra de seminstrukturerede interviews var:
Kristine, bifag i musikvidenskab, underviser i sang og komponerer. Inviteret
Eva, amatørmusiker, administrativ medarbejder på en musikskole. Inviteret
Henry, skoleleder, underviser i Soundation.
Andrew, hobbyguitarist og forsker (og dermed underviser, formoder jeg)
Steen, bi-professionel musiker og underviser på et gymnasium.
Se bilag 1 hvilke spørgsmål de blev stillet og VoksenIT (2014a), hvor de svarer

Afslutningsvis må jeg lige fortælle, at jeg har ikke kunnet finde en APA-reference til specifikke steder i en film. Derfor har jeg “opfundet” mit eget. Når jeg skriver (VoksenIT, 2014a, 08.25) betyder det minut 8, sekund 25 i filmen “Inge interviewer informanter”, som er linket via litteraturlisten som VoksenIT (2014a).

Vore informanter forholdt sig blandt meget andet til de tre emner denne synopsis beskæftiger sig med: Asynkronicitet, skabende samarbejde og steduafhængighed.

Analyse og diskussion:

På grund af internettets tidslige forsinkelse er det begrænset hvad man kan gøre og opleve reelt samtidigt. Fra almindelige musikforstærkere kender vi rundhyl/selvsving og videokonference-programmer bruger algoritmer til at give brugeren oplevelse af synkronicitet.
Denne forsinkelse må kunne sigtes mod noget? Det er i sig selv spændende at tænke på, at lyd kommer hurtigere frem via nettet end via luften. Tænk at kunne stå på én alpetop, trutte i sit alpehorn og så kommer lyden hurtigere ned i dalen via en god fastnetforbindelse med lysets hastighed end via “nontech-virkeligheden”, altså den gode, gamle luftbårne lydbølger, der må se sig reduceret til et ekko af sig selv. Det er da humor for teknikere.

Mere i rollen som underviser end som facilitator måske, ser Christine mulighed for at forberede musikundervisning med indspilninger (VoksenIT, 2014a, 8.08), hvorimod Henry ikke ser det tidsmæssige aspekt som noget, der har betydning for hans undervisning (VoksenIT, 2014a, 27.47). Ingen af de to nævner muligheden for at lade eleven forberede sig på samme måde som min niece får lov. Eva nævner dog muligheden for opgaver, der passer specifikt til de enkelte MGK-elever (VoksenIT, 2014a, 13.30).

Eva oplever Soundation som “uden forsinkelse” (VoksenIT, 2014a, 17.25) og Andrew synes effektiviteten er større (VoksenIT, 2014a, 34.10) i programmer, hvor der ikke skal konverteres filer, da dette tager lang tid (VoksenIT, 2014a, 33.50)

Eva nævner, at opgaver kan løses når som helst (VoksenIT, 2014a, 17.00) og Steen kan godt lide den flexibilitet programmet tilbyder, da han vil have svært ved at få det til at passe ind i hverdagen ellers (VoksenIT, 2014a, 39.00) Men han nævner ikke, om det er samarbejdet (synkront) eller inspirationen fra praksisfællesskabet (asynkront) han finder godt.

Vore informanter udtrykker altså at værdsætte Soundations tilgængelighed, mulighederne for forberedelse til undervisning både for elev og lærer (asynkront), tidslig flexibilitet og effektivitet.

For at vende tilbage til samarbejde, hvor der skelnes mellem kollaboration og kooperation, så citeres Rochelle og Teasley i Bang & Dalsgaard (2005) for
“Collaboration is a coordinated, synchronous activity that is the result of a continued attempt to construct and maintain a shared conception of a problem”. (Bang & Dalsgaard, 2005, s. 3)
Dermed ville der så være tale om kooperation, altså kognitiv vidensformidling og ikke sam-skabt, men så let er det ikke når målet ikke er kendt, fordi jeg prøver at afdække et skabende samarbejde uden nødvendigvis andet mål end skabelsen i sig selv.
Min egen erfaring fra producerende/lærende (sam-)arbejder er, at en kombination af synkron kollaboration og asynkron kooperation – og pauser i produktionen, hvor hjernen arbejder “for sig selv”

I Wenger, White & Smith (2010) beskrives lærende online fællesskaber, som noget, der har forskellige “orienteringer” i forhold til hvad, der foreløbigt holder gruppen sammen og driver den:
“We have observed nine orientations that have implications for the selection of technology (in order for presentation only and does not suggest a ranking): (1) Meetings, (2) Open-ended conversations, (3) Projects, (4) Content, (5) Access to expertise, (6) Relationships, (7) Individual participation, (8) Community cultivation, and (9) Serving a context” (s. 258)
Hver af de ni “orienteringer” gennemgås for formål, “tegn på liv”, succesfaktorer, spørgsmål, der bør gennemgås og foreslået teknologi. Om læring og om at handle skrives der, at det går hånd i hånd:
“Knowledge construction and competence development through active participation is in the foreground rather than knowledge acquisition and reproduction”(s. 257)
For at skabe (ny) viden med og gennem kompetenceudvikling er da kvintessensen af skabende arbejde uden mål andet end sig selv.

Derudover skrives der om den tredje orientering, projekter, at hvis aktiviteten er at skabe indhold sammen, f.eks. som sam-forfattere, fælles udvikling af en brugbar artefakt, har gruppen brug for (blandt meget andet) synkrone, delte applikationer. Og det lever Soundation jo fuldt ud op til.

Kristine oplever Soundation som inspirerende med de nye lyde, der tilbydes (VoksenIT, 2014a, 2.30), at det har nogle kreative elementer, som må tiltale mennesker, som ikke nødvendigvis er musikere (VoksenIT, 2014a, 9.22) og Eva ser det som en slikbutik for kreative (VoksenIT, 2014a, 15.30) og noget, som kan tænde en gnist i brugeren (VoksenIT, 2014a, 24.28). Denne gnist ser Steen som et hovedformål med programmer som Soundation, at det kan “sende gnisten afsted” (VoksenIT, 2014a, 39.48) i forhold til dem, som ikke har musikken til rådighed som udtryksmulighed ellers.
Kristine ser Soundation som et værktøj til decideret komponistsamarbejde (VoksenIT, 2014a, 3.00), både Eva (VoksenIT, 2014a, 16.08), (VoksenIT, 2014a, 25.20) og Steen (VoksenIT, 2014a, 35.12) nævner registrering og udveksling af idéer.

Eva ser aspekter i programmet, der kunne minde om programmet som en selvstændig aktør:
“…Man kan blive inspireret af programmet, og det var mere end jeg havde forventet, kan man sige. Altså normalt tænker man, jeg skal bidrage med alt det musik der skal være i den computer, men programmet bidrog med præcis lige så meget materiale, hvis man kan sige det sådan. Altså lige så meget lyd, lige så meget musik.” (VoksenIT, 2014a, 20.33)

Samarbejdsdelen spørges der ind til i form af et spørgsmål om, hvordan det føltes at arbejde sammen med en fremmed. Eva fandt det først grænseoverskridende at sidde overfor en fremmed (VoksenIT, 2014a, 18.50), men kom sig hurtigt. Både Henry (VoksenIT, 2014a, 27.45) og Andrew (VoksenIT, 2014a, 33.25) syntes det var fint nok at samarbejde med en fremmed. Steen fandt det ligefrem sjovt at møde en anden en og lave noget sammen (VoksenIT, 2014a, 35.55)
Min forventning var det modsatte! At det ville være svært at arbejde sammen med en fremmed. Men måske var der ikke noget på spil for de deltagende ud over at teste Soundation. Og så behøver det jo ikke være svært at samarbejde.
Det er hér jeg har mit alibi for at “nøjes” med at tale om samarbejde i stedet for kollaboration, fordi kollaboration kræver en form for forpligtethed overfor praksisfællesskabet og dets formål. Men måske var det opstået efter længere tid sammen om det?

Samtidig skabelse indenfor musik, eks.v. en jamsession hvor musikere spiller og improviserer sammen, kræver tilstedeværelse og at musikerne kan sanse sig selv og hinanden synkront. Når Telnors reklame “Æblemand” (som havde en masse medvirkende til at synge/spille sangen “Æblemand” via telefonforbindelser https://www.youtube.com/watch?v=cTxPhr2BG2M) kan lade sig gøre er det på grund af efterbearbejdelse og god kameraføring, påstår jeg.
Her i Soundation er det skabende samarbejde en proces, hvor deltagerne i et eller andet omfang skiftes til at bygge videre på hinandens værk. Eller udveksler ideer. Så programmet Soundation giver mulighed for at nyde godt af både den kollaborerende synkronicitet og den koopererende asynkronicitet i det skabende arbejde.

Steduafhængigheden, som kan være mulighed for subkulturer at skabes, er for mig at se det stærkeste kort Soundation har på hånden. Det er her synkroniciteten kommer ind i billedet.

Man har mulighed for at nå musikere i andre dele af verden og lave aktiviteter med dem på tværs af alder, lande, socialklasse, mener Steen (VoksenIT, 2014a, 36.35). Han mener det er lige meget, om den anden sidder inde ved siden af i et tilstødende lokale eller i Brooklyn, det er fællesskabet, der er sjovt (VoksenIT, 2014a, 36.05). Soundation har den funktionalitet sammen med Google hangout on Air, at det kan udsendes til alle, der måtte have interesse i at se med eller deltage. Henry ser en styrke i, at man kan finde folk, man deler musiksmag med (VoksenIT, 2014a, 28.15).
Dog vil jeg gerne påpege, at vi kommer fra Danmark, som i en global sammenhæng er et homogent sammensat land uden store spændinger. Det gør, at vi ikke føler os så fremmede overfor hinanden som vi kunne, når vi mødes i et virtuelt værksted. Vi har forestillinger om ejerskab, ledelse, motivation etc. som ligner hinandens, påstår jeg

Både tid, sted og skabelse går op i en højere enhed i forhold til mulighederne for at give og få feedback fra samarbejdspartnere. Det går hurtigere, når man kan se hinandens arbejde næsten samtidigt. Vi kender det fra kollaborative skriveprogrammer, eks.v., hvor en gruppe mennesker ser på (næsten) det samme skærmbillede. Dermed spares meget spildtid, som Andrew har oplevet vedr videnskabeligt skrivearbejde (VoksenIT, 2014a, 33.50) og (VoksenIT, 2014a, 34.10).

“At skabe noget sammen hver for sig” er et sammendrag af denne del af interviewet med Eva, hvor hun rammer noget centralt omkring både steduafhængigheden og omkring det skabende samarbejde i sin vision:
“Inge: nu sagde du “spændende” lige da vi startede, hvad ligger der i det, “spændende”?
Eva: Jamen, altså, på en måde, kan man jo så at sige, eller, jeg er i hvert fald vant til at bruge Hangout og Skype og sådan noget til samtaler og møder på tværs af Danmark når man skal mødes med nogen. Men idéen om, at man kan sidde der, live, og så skabe noget, som man, som begge to kan bidrage med noget til og som rent faktisk kan blive til et produkt man kan bruge, eller noget som man har lavet sammen. Altså, det synes jeg alligevel, det er, det er lige skridtet videre og det kan blive til noget som rent faktisk lyder som musik også, som kan blive fedt, ikk’? Eh, fordi man kan sige, jeg ville jo umiddelbart forestille mig, at sådan et program, hvor man har indspillet en masse lyde på forhånd eller, nogle andre har indspillet dem for én, og der er nogen der har, der er nogle trommer, der er noget bas, så der er nogle forskellige ting, så der er jo nok ikke nødvendigvis så mange muligheder, men det ér der her, altså det er sat op efter tempo og det er lavet med forskellige genrer og det er sådan, det er ret udbygget, og det gør jo også, at et kreativt menneske vil synes det var en hel slikbutik.” (VoksenIT, 2014a, 14.07)

Resultat og konklusion

Med alle de forbehold jeg kan tage i forhold til empiriens ringe omfang og de metodiske fejl vi og jeg måtte have gjort undervejs grundet manglende rutine, vil jeg prøve at uddrage en vis lærdom til trods:
Gennem opgaven her er jeg nået frem til, at Soundation i høj grad er et værktøj, der lever op til krav om synkronicitet og dermed bidrager til det skabende samarbejde. Og samtidig, at asynkroniciteten også kan bruges, når kollaborationen skal veksles med kooperationen i den kreative proces.
Steduafhængigheden giver et væsentligt bidrag til informanternes forestilling om Soundations funktionalitet. Ikke ulig resten af de funktionaliteter andre aktører har mulighed for at stille til rådighed på grund af internettets beskaffenhed.
Selve definitionen på “skabende samarbejde” voldte mig ikke de store kvaler som udgangspunkt. Det var skabende samarbejde uden andet mål end sig selv. Men empirien stiller flere spørgsmål end jeg kan høste viden fra, så det vil jeg undlade. Måske peger det på leg som læring, konstrueret undervejs?

Perspektivering

Fordi det skabende arbejde måske peger på leg, vil det være interessant at se på spørgsmål om relationens betydning for det skabende arbejde. Skabende arbejde troede jeg var baseret på et grundlæggende kendskab til hinanden (værdier og kompetencer i hvert fald) og på tillid/åbenhed. Men det tyder materialet ikke på overhovedet. Tværtimod. Måske er det det legende, det uforpligtende, der gør det muligt at bringe mennesker sammen på stor afstand? Måske er det afstanden i sig selv?
Og hvad med mine forestillinger om det multikulturelle aspekt, som jeg også forestiller mig som udfordrende? Kan de forestillinger også vise sig at blive gjort til skamme?

Noget tredje interessant ville være en ændring af Soundation fra værksted til undervisningsværksted og lave en undersøgelse af den læring, som bygger på mulighed for og understøttelse af at lære hvor som helst og til hver en tid og ikke være afhængig af skemalagt undervisning, eks.v.

En fjerde ting jeg har fundet fascinerende er Interaktionsdesign. Når Eva bliver så begejstret, at hun ligefrem beskriver Soundation som en aktør, bliver det interessant at se på didaktik som maskin/program-båret.

Så i den ene ende ser jeg værkstedsarbejde som grundlæggende neurologisk “træning” om man vil. Og i den anden ende ser jeg mulighed for differentieret og medierende undervisning for absolut alle uanset kompetenceniveau. Tilsat IT håber jeg en dag, at det giver mulighed for udfoldelse af hele mennesker uden at ekskludere nogen, fordi didaktikken ikke slår til.

Litteratur

Bang, J. & Dalsgaard, C. (2005) Samarbejde – kooperation eller kollaboration? Tidsskrift for universiteternes efter- og videreuddannelse, vol. (5), sidetal

Nielsen, K. (2013). Læring i et situeret perspektiv. I: Quortrup, A. & Wiberg, M. (Red), Læringsteori og didaktik (s. 173-189). Hans Reitzels Forlag.

VoksenIT (2014a) Inge interviewer informanter. Lokaliseret d 5. januar på: http://youtu.be/oSxQRRqtgR0

VoksenIT (2014b) Soundation – lydteknologi og læring online Aarhus Bibliotek, lørdag den 29/11 kl. 10-14. Lokaliseret d. 5. januar 2015 på: https://pages-tdm.au.dk/itdd14voksen/

VoksenIT (2014c) Århus bibliotek. Lokaliseret d. 5. januar på:

Aarhus Bibliotek

Vi regner os selv for Århus’ største band uden musikere. Vi komponerer og indspiller på Hovedbiblioteket den 29. november kl 10-14, og du kan være med til at komponere og indspille. Se og hør resultatet og de medvirkende her på siden.

Wenger, E., White, N. & Smith, J. (2010) Learning in Communities. I: Ehlers, U.-D. & Schneckenberg, D. (Red), Changing Cultures in Higher Education (s. 257-283) Springer-Verlag Berlin Heidelberg.

Bilag

Bilag 1: Interviewspørgsmål til 29-11

Almen identifikation:
1. Navn, alder, profession.

1. Er du inviteret til at deltage i eksperimentet, eller besøgende på biblioteket (Formel/Uformel)?
2. Hvordan vil du definere dit forhold til musik:
1. Som en der kun lytter til musik?
2. Som en der spiller musik?
3. Som en der underviser andre i musik?
4. Som en der producerer musik digitalt?

Læring:
1. Hvad fik du ud af at deltage i vores eksperiment(Alment – måske oplever de noget helt andet end vi tror)?
2. Hvad lærte du af at deltage i eksperimentet (Almen læring)?

Online samarbejde:
1. Hvordan oplevede du samarbejdet/samspillet med de andre (Corporation)?
2. Hvad tænker du om, at musikproduktionen foregik online (Analog/Digital) ?

Undervisning og fremtidens bibliotek:
1. På hvilken måde tænker du at løsningen kan anvendes til undervisning (Undervisning)?
2. Hvilken rolle tænker du at biblioteket kunne have ift. samproduktion af musik